Whiskyklubben Angels Share

Whiskyklubben Angels Share

The spirit of hygge

Turrapport: Isle of Islay 2022

Whiskyklubben Angels Share Isle of Islay Tour 2022. Bowmore

Turen til Islay i september 2022 bød på to fantastiske besøg hos henholdsvis Bowmore Destillery og Lagavulin Destillery. Whiskyklubben Angels Share stillede med fuldt hold på 6 personer, og det blev på mange måder en mindeværdig tur.

Mens vi sad og ventede på afgang fra Billund til Edinburgh tikkede meddelelsen om Dronning Elizabeths død ind.  Mon det ville få betydning? Dernæst begyndte afgangstidspunktet for vores Ryanair fly at ændre sig. Senere, senere, senere. Vi skulle have lettet kl. 21.30 men kom først i luften ca kl. 02. Det betød, at vores lejebil i Edinburgh ikke kunne afhentes, og vi måtte i taxa fra lufthavnen til vores første overnatning. Den første dag gik med endnu mere nedtur, for den nye lejebil brød sammen, og biludlejerne var absolut ikke af opfattelsen, at han burde tage sig af det. Forinden havde vores glamping-værtinde vist sig at være af det pureste guld. Ikke nok med at hun fulgte vores forsinkede fly, så arrangerede hun taxaen midt om natten, og selv kørte hun McDahl tilbage til lufthavnen møg-tidligt om morgenen for at hente lejebilen. Dejlige mennesker findes overalt.

Med den noget vanskellige start, kunne det kun gå godt herfra, og det gjorde det så.

Whiskyklubben Angels Share Isle of Islay Tour 2022. Bowmore
Whiskyklubben Angels Share Isle of Islay Tour 2022. Lagavulin

Højdepunkterne var naturligvis vores forudbestilte besøg hos Bowmore og Lagavulin. Uden at have konsulteret de summariske resultater fra vores mangeårige indsamlede stemmesedler tror jeg godt, jeg tør sige – på klubbens vegne – at disse to destillerier begge ligger i den absolutte top blandt vores favorit-whiskier. Dette blev bekræftet med gode smags- og totaloplevelser på disse legendariske steder. Som et kuriosum tappede vi vores egne flasker på både Bowmore og Lagavulin. At stå der, for Bowmores vedkommende i det aller helligste, i Warehouse no 1, blandt whisky for milliarder og med en historie tilbage til 1779, kunne godt få de små hår i nakken og på smagsløgene til at rejse sig.

På Lagavulin var oplevelsen helt intakt, især med opbygning af forventning mens vi sad i den gamle stue og ventede, før det gik løs. Også her var der aftapning af flasker fra nogle meget spændende fade.

Whiskyklubben Angels Share Isle of Islay Tour 2022. Lagavulin

Ud over udviddede smags-ture på begge destillerier var vi naturligvis øen rundt nogle gange for at se de øvrige destillerier uden dog at komme på smagstur. Øen er en naturperle og et whiskymekka. Så er det sagt!